Inspirationen er overalt!

Fra Onsdag, 01 Juli 2020 10:00

Til Onsdag, 01 Juli 2020 15:00

VITHARD VILLUMSEN – INSPIRATION ER OVERALT 
DATO: 1. – 3. juli 2020 kl. 10 – 15
UNDERVISER: Vithard Villumsen (dk)
PRIS: kr. 1.725,-
TILMELDING:shop.isagerstrik.dk/kurser/strik
SPROG: Der undervises på dansk
LOGI: Overnatning i Tversted Skoles Gæstehus bestilles her

INSPIRATION ER OVERALT
Inspirationen til strik er i alting rundt om os. I træer, facader, klitter, sandformationer, bølgende græs, bølgeskvulp, og meget andet. Alle kan de bidrage med idéer til farve- eller tekstursammensætninger.
I løbet af tre dage vil vi grave os ned i designprocessen og kigge dybt i strikkedesignerens værktøjskasse, idet vi vil undersøge og eksperimentere med strikkens muligheder.
På baggrund af en opdagelses- og dokumentationstur i de smukke omgivelser i og omkring Tversted, vil alle deltagere komme hjem med inspiration til minimum ét og måske mange flere kommende projekter.
Undervejs vil der også være mini-workshops, tilpasset deltagernes ønsker, i særlige teknikker til at fremkalde ønskede teksturer.
Alle deltagere skal medbringe kamera, tegneredskaber, papir, både hvidt og ternet, saks, tape, lommeregner, målebånd samt pinde, hæklenåle og stoppenåle.

OM VITHARD
Vithard er strikkedesigner, fiber- og tekstilkunstner. Han er optaget af at udforske grænserne, for hvad tekstiler er og kan.
Vithards passion er strik. Han var den ene halvdel af dommerduoen i Den Store Strikkedyst og er forfatteren til den innovative strikkebog, TEXPERIMENTURE.
Vithard har designet professionelt de sidste 10 år, og lavet designs til flere garnfirmaer, danske og udenlandske strikkeblade, samt DR.
Med udgangspunkt i den skandinaviske strikketradition, forsøger han hele tiden at udfordre, hvad der er muligt med to pinde og et stykke snor, ved at søge ud mod kanten og undersøge, hvad strik formår.
I sit arbejde med tekstiler, spinder Vithard også og har blandt andet spundet et garn, der vokser karse ud af.
Vithard deler ud af sin viden og erfaringer, som foredrags- og kursusholder i både ind- og udland. Han er en erfaren underviser, der møder kursisterne med entusiasme, respekt og tålmodighed, uanset om det er i Aarhus, Bergen, Chicago, Kyoto eller Toronto.
Vithard finder inspiration mange steder og er konstant på udkig efter inspirationskilder til nye designs, kurser og bøger.