
KERAMIK VÆRKSTED
ANNE MIDTGAARD
I Annes lille ”con amore” keramikværksted på Tversted Skole bruger hun mange timer på at fordybe sig i glasurernes helt fantastiske verden. Efter et langt arbejdsliv indenfor sundhedsvidenskab og med en baggrund som bl.a. bioanalytiker, kan hun ikke løbe fra en umådelig stor videbegærlighed efter at finde ud af, hvad der sker “nede i substansen”, når en glasur skal findes. Den nysgerrighed lader hun nu frit udgøre fundamentet for alt, hvad der frembringes i hendes værksted.

“Skønheden findes i det uperfekte”
– Anne Midtgaard
INSPIRATION
Grundlaget – eller rettere sagt – det “lærred”, som Anne slår sine glasurer op på, støber hun i porcelænsler eller laver i stentøj ved hjælp af pladeteknik. Med de små skridts princip er udtrykket efterhånden helt naturligt landet der, hvor det primært er skåle, tallerkener, kopper og andre brugsting, som frembringes i værkstedet. Anne fremstiller små serier og enkeltstående emner, som kan beses og købes, når værkstedet er åbent eller i værkstedernes butik på skolen.
Hendes inspiration er med tiden blevet forankret i en filosofi og æstetisk forståelse, som påskønner, at der er en større dybde i verden end den, vi ser med det blotte øje. Skønheden findes i det uperfekte, og livet og ting accepteres, som de er, flygtige og midlertidige. For lige præcis dette aspekt udforsker hun i arbejdet med glasurerne og leret, som overhovedet ikke kan styres, blot ledes på vej. Herved løftes en flig ind til forståelsen af de bittesmå tings konstante påvirkning af det større flydende perspektiv.





Kontakt:
Anne Midtgard
Telefon: 21191615
Mail: [email protected]
Instagram: @papococeramics
Åbent: Når der arbejdes og døren er åben