UDVANDRERNE FRA TVERSTED OG SØRIG, DER DROG I KRIG
kr.50,00
Hør og se historien om Søren Kabell Olesen fra Tversted og Harald Munk fra Sørig, der udvandrede til Amerika og under 1. Verdenskrig gik i krig for deres nye land.
I perioden fra begyndelsen af 1800-tallet til starten på 1. verdenskrig udvandrede omkring 300.000 mænd kvinder og børn fra Danmark. Langt hovedparten af disse rejste til Amerika i håb om, at de her kunne skabe sig en ny og bedre tilværelse end i Danmark.
To af disse udvandrere var Harald Munk fra Sørig og Søren Kabell Olesen fra Tversted. I foredraget følger vi de to mænds barndom og opvækst i Danmark, deres rejse til Amerika, deres liv i det nye land og deres deltagelse i 1. Verdenskrig.
Selv om verdenskrigen primært udspillede sig i Europa gav den også genlyd i indvandrermiljøet i Amerika. Her blev blandt andet tyske, svenske, norske og danske indvandrere nødt til at tage stilling til, om USA’s krig også var deres krig. Blandt de danske udvandrere var der mange, der enten frivilligt meldte sig eller blev tvangsudskrevet til den amerikanske hær. To af disse var Søren Kabell Olesen og Harald Munk. I foredraget vil deres og andre dansksindedes krigshistorie blive beskrevet i ord og billeder. Søren og Harald blev begge såret under krigen, men de kom modsat mange andre hjem med livet i behold.
Om foredragsholderen: Jens-Peter Fage Madsen er uddannet fra Århus Universitet med fagene Historie & Østasien Områdestudier. Jens-Peter Fage Madsen har udgivet en lang række artikler og bøger om bl.a. ‘Udvandringen til Amerika i 1900-tallet’, ‘Danskere som soldater i den amerikanske hær under 1. Verdenskrig’, Kinas nyere historie og Japans historie.
DATO: Den 18. januar 2024 kl. 19.00-21.00
FOREDRAGSHOLDER: Jens-Peter Fage Madsen
ARRANGØR: Foreningen Kultur på Tversted Skole
STED: Tversted Skole, Skolevej 11-13, Tversted, 9881 Bindslev
PRIS: 50,- kr. Der kan købes kaffe, vin og vand.
TILMELDING: på telefon/sms til 20 28 46 85 (Anne).


